Tilbage til opskrifter

Æggekage med kartofler, spinat og varmrøget laks

Få maden leveret til påskefrokosten. Menuen er hjemmelavet fra top til bund og klar til servering hjemme hos dig.

Se årets påskemenu her

Sådan gør du

Pil og snit løget fint, og skær kartoflerne ud i grove tern. Sauter løg og kartofler i smør på en pande, og krydr med salt og peber. Pluk og skyl spinaten godt, og kom den på panden. Pluk den varmrøgede laks i stykker, og kom også dem på panden, og vend lidt rundt i det hele.

Slå æggene ud – et ad gangen, så du kan tjekke, om de er friske og gode. Pisk æg og mælk sammen, og hæld massen på panden. Steg æggekagen et par min på panden, så den lige sætter sig, inden den kommes i ovnen. Kom æggekagen i ovnen ved 200°, og bag den i 8-10 minutter, indtil æggemassen har sat sig og er let gylden på toppen.

Server æggekagen, mens den er lun, med groft rugbrød til. En syltet rødbede eller lidt syltede rødløg er også godt til, ligesom grov sennep også fungerer fortrinligt når der er æggeretter på bordet.

Tip

Hvis du ikke har en pande, der kan tåle at komme i ovnen, kan du lave æggekagen på komfuret og lægge et stort grydelåg over panden, så æggene også får lidt varme oppefra.

Ingredienser

1 løg
400 g nye kartofler (kogte)
10 g smør
havsalt
Friskkværnet peber
50 g Frisk spinat
100 g varmrøget laks
6 æg
2 dl letmælk