Tilbage til opskrifter

Arepas med Carne Mechada

Carne Mechada er traditionel venezuelansk pulled beef, som serveres på sprøde fladbrød lavet af majskerner. Venezualerne spiser majsbrødene både til morgen- og aftensmad eller i byernes gadekøkkener. Arepa som de kender det i Sydamerika, er lavet på 100% tørret majskerner i stedet for majsmel, som vi kender det bedst i dag. Derfor er denne opskrift baseret på majskerner der blandes med calciumoxid.

Sådan gør du

Arepa

Skyl majskornene godt igennem en sigte.

Hæld calciumoxid i et glas vand. Vandet skulle herefter gerne begynde at boble og til slut aftage. Du skal først bruge calciumblandingen, når boblerne og dampen er aftaget helt. Kom calciumoxidblandingen i en gryde med de skyllede majskorn. Dæk godt med vand. Der skal være et lag på ca. 10 cm vand mellem majskorn og overflade. Bring gryden i kog.

Rør godt rundt og reducer varmen og lad kornene koge videre i ca. 30 min., til de er bløde. Sluk for varmen, dæk gryden med et låg og lad majskornene stå i ca. 12 timer.

Gnid kornene mellem hænderne, så skallen kommer af. Skyl majskernene under koldt vand for at fjerne de sidste skaller. Hak majskornene i en kødhakker.

Saml dejen med hænderne og smag til med salt. Form kugler af ca. 100 g stk og gør dem flade med hænderne til en tykkelse på 0,5 cm og en diameter på ca. 13 cm. Steg hver arepa på en pande på begge sider i lidt olie eller grill dem i ca. 30 sekunder på hver side.

Carne Mechada (Traditionel venezuelansk pulled beef)

Kom vand og kød i en trykkoger i ca. 30 minutter. Har du ikke en trykkoger, så kog da kødet i en gryde i 1-2 timer, til kødet er mørt. Fjern gryden fra varmen. Lad det hele afkøle lidt. Fjern kødet fra gryden og kog bouillonen ned til 0,5 liter væske.

Træk kødet i strimler, evt. med en gaffel.

Varm olivenolien i en gryde og steg løg og hvidløg ved svag varme i ca. 7 minutter. Tilsæt peberfrugt og aji dulce og steg videre i yderligere 7 minutter.

Tilsæt tomat og steg i 5 minutter. Tilsæt Worcestershiresauce, peber og spidskommen. Kog ved mellemvarme, til blandingen næsten er helt tør; det tager ca. 15 minutter. Rør tomatkoncentrat i og kog videre i 2 min., tilsæt den reducerede kødbouillon og kog i yderligere 45 minutter, til væsken er kogt helt ind. Rør i gryden undervejs og smag til sidst til med salt.

Åbn arepaen og fyld den med ca. 80 g kød og top med ca. 20 g revet ost.

Ingredienser

Arepa

1 ⅕ kg tørrede majskerner (f.eks. Cariaco fra Venezuela eller Mote fra Peru. Andre typer majskorn kan også bruges, dog ikke popcornmajs)
1 tsk calciumoxid (brændt kalk)

Carne Mechada (Traditionel venezuelansk pulled beef)

1 l vand
2 kg oksespidsbryst
40 g olivenolie
500 g hakkede løg
8 fed hvidløg
400 g hakkede røde peberfrugter
200 g hakkede aji dulce (den mest populære grøntsag i Venezuela, alternativt padronpeber)
500 g hakkede tomater
40 g Worcestershire Sauce
10 g Friskkværnet peber
10 g stødt spidskommen
50 g tomatkoncentrat