Derfor skal du spise sæsonbaseret
Selvom du oftest kan købe lige det, du står og mangler i supermarkedet, uanset årstiden, er der mange gode argumenter for at udnytte de fantastiske danske råvarer, når de er i sæson og smager allerbedst. I stedet for at købe og spise importerede råvarer fra fjerne egne, burde vi tage det bæredygtige valg og støtte de lokalt producerede fødevarer, vi har tilgængelige på vores egne breddegrader. Der er mange gode grunde til, hvorfor du skal spise efter råvarerne i sæson. Her har vi samlet 5 gode grunde:
1. Det giver variation i måltiderne året igennem, så naturens gang viser sig på tallerkenen
2. Råvarerne smager af mere, og de er flottere og mere saftige
3. Du får friske råvarer, der er høstet, mens de er modne, og derfor rige på næringsstoffer
4. Du minimerer klimaaftrykket fra transport
5. Der kan være penge at spare i højsæsonen for en råvare. Men ikke altid – så må du nøjes med de 4 andre gode grunde
Disse råvarer kan du spise med god samvittighed i maj
Asparges og radiser, spinat og spidskål vælter frem og er fulde af saft, kraft og smag. Spis til du revner af de danske frilandsgrøntsager! Husk i øvrigt også, at rødspætter og skrubber lander i fiskernes net nu.
En håndfuld af vores yndlingsråvarer og -opskrifter i maj
Asparges
Asparges er en skøn forårsbebuder, der inviterer på lunere og mere solskinsrige dage. De fleste kender både de grønne og hvide asparges, der uanset farve er yderst delikate. Egentlig kommer begge fra den samme plante, der skifter fra hvid til grøn i forårets sol. Asparges kan tilberedes og spises på utallige måder, både dampet, grillet, kogt, rå, sous vide og bagt - og hver en tilberedning smager helt fantastisk.
Asparges behøver kun en kort og nænsom tilberedning og går godt både dampede, grillede og i salater. Når det først er blevet lunt vokser aspargeserne færdige på mindre end 10 dage og forbliver saftspændte med lukkede hoveder. Husk i øvrigt, at hovederne generelt ikke må koge for længe. Midterstykkerne egner sig kogt i frikasséer og supper eller koldt i salater. Den nederste tredjedel og skrællerne er bedst til at koge kraften ud af. Denne kraft kan så bruges som grundlag for suppe eller simpelthen til at koge asparges i.
Udover at smage dejligt, er asparges fyldt med flere gode næringsstoffer. De grønne skud er både gode for fordøjelsen, rig på c-vitaminer, folinsyre og b-vitaminer samt en utrolig fedtfattig og kalorielet spise - så du skal bare tage rigeligt for dig.
Asparges er også forholdsvis kort i sæson herhjemme, så du skal skynde dig at nyde den friske grøntsag i maj og juni måned. Herunder kan du få inspiration til, hvordan asparges kan tilberedes og spises på forskellige måder.